Socialdemokratiet i Grevekredsen har valgt ny folketingskandidat.
Filiz Sarah Thunø er valgt som ny folketingskandidat.
På et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Socialdemokratiet i Grevekredsen, der omfatter Greve og Solrød kommuner, har man valgt ny folketingskandidat efter Frederik Enevoldsen, som har meddelt, at han ikke ønskede at genopstille. Det blev den 46-årige Filiz Sarah Thunø, som blev valgt af et enstemmigt repræsentantskab. Filiz er i dag medlem af Roskilde byråd for socialdemokratiet. Hun bor sammen med sin mand og 2 børn i Jyllinge og er folkeskolelærer.
Filiz Sarah Thunø betegner sig selv som socialdemokrat helt ind til benet.
”Jeg gik ind i politik, fordi jeg mener at de bredeste skuldre må bære mest og at medbestemmelse er en pligt i et demokratisk samfund. Mit mål er at værne om og udvikle vores velfærdssamfund, så vores børn, unge og ældre kan få gode muligheder for at få et lykkeligt liv. Det kræver gode muligheder i opvæksten og i uddannelse, arbejde og boliger til alle samt gode sundhedsvilkår, der omfatter alt fra folkeoplysende aktiviteter, en bred palette af fritidstilbud, til det nære sundhedsvæsen. Det kræver lighed i samfundet. Og det vil jeg arbejde for, som Greve og Solrøds repræsentant i Folketinget”, siger den nyvalgte kandidat.
”Jeg er utrolig stolt og beæret over valget som folketingskandidat for Grevekredsen og de to partiforeninger i Greve og Solrød. Derfor er det også en vigtig målsætning at få det lokalpolitiske til at hænge bedre sammen med det, som besluttes i Folketinget. Vi har mange fælles interesser, som kommuner beliggende tæt på hovedstaden. Det handler både om infrastruktur, velfærdsinstitutioner, klimainvesteringer og transportmuligheder. Der er brug for en stærk lokalpolitisk stemme og det vil jeg gøre mit bedste for at være, hvis jeg bliver valgt ind i Folketinget, siger Filiz Sarah Thunø.
Formanden for socialdemokratiet i Solrød Finn Larsen Glæder sig over valget af ny folketingskandidat. ‘Filiz er en superdygtig kandidat. Hun bærer de socialdemokratiske grundværdier og hun er engageret i at skabe stærke fællesskaber. Hun vil være en super repræsentant for Solrød og Greve i Folketinget. Hun ved hvad der er af udfordringer for vores lokalsamfund og hun er god til at skabe løsninger. Vi glæder os til samarbejdet med Filiz og vi tror, at det igen vil lykkes for socialdemokratiet i Grevekredsen at blive repræsenteret i folketinget ved næste valg’.
Formanden for Socialdemokratiet i Grevekredsen Dorit Liljengren Schultz er glad for den nye folketingskandidat, som hun mener rummer de bærende værdier for Socialdemokratiet. ”Det er vigtigt i en tid med meget politisk uro. Filiz har et kæmpe engagement og stor energi. Og det får vi glæde af i vores arbejde frem mod det næste folketingsvalg. Vi vil give hende al den støtte vi kan, så derfor tror jeg på muligheden for at få Filiz valgt. Vi får brug for masser opbakning og støtte fra alle i de to kommuner”, siger Dorit Liljengren Schultz
Følg Filiz Sarah Thunø på hendes hjemmeside og de sociale medier:
https://filiz.thuno.dk/
https://facebook.com/filizsarahthuno
https://instagram.com/filizsarahthuno
Flere oplysninger fås ved henvendelse til formanden for Socialdemokratiet Grevekredsen, Dorit Liljengren.
Følg os